Beskrivelse af metoder

McKenzie = Mekanisk Diagnose og Terapi
er en metode til at diagnosticere og behandle problematikker, der som oftest er relateret til rygsøjlen. Behandling baseres på symptomrespons og derudfra laves individuelt øvelsesprogram. Der kan suppleres med ledmobilisering og manipulation, hvis det skønnes nødvendigt.

Kinetic Control = kontrol af bevægelse
Al bevægelse foregår omkring leddene i kroppen. For at leddene skal kunne fungere optimalt, skal musklerne (specielt de dybe muskler) være i balance, så leddene er stabile.

Ubalance i muskulaturen omkring et led medfører problemer ved bevægelse. Fysioterapeuten undersøger og korrigerer det problemgivende led ved hjælp af specifikke øvelser, hvor man træner de dybe muskler således, at man bygger muskulaturen op indefra og udefter.

Myofascial Release = MFR
Alle muskler er omgivet af hinder (fascier), og under normale omstændigheder skal der kunne forekomme en glidebevægelse mellem muskel og fascie.
Under unormale forhold kan der forekomme en lokal overspænding i et område med en lokal underspænding til følge i et dertil relateret område. Det medfører, at organismen ikke fungerer optimalt.
Ved at påvirke de overspændte områder med denne teknik (MFR), kan man skabe en afspænding (=release) i vævet og dermed normalisere tilstanden.

Mulligan-konceptet
Vigtigt redskab til patienter med idrætrelaterede eller muskuloskeletale problemer.
Patienten bevæger et led aktivt samtidig med fysioterapeutens passive mobilisering. Dette øger bevægeligheden i leddet og nedsætter smerten, så det normale bevægemønsteret i leddet gendannes.

Muskelenergiteknik = MET
Muskelenergi-teknik er en metode, hvor symptomgivende led bringes tilbage til rette position v.h.a. patientens egen muskelkraft. Patienten anbringes i en position, hvor kun det “syge” led kan bevæges, og så bruges patientens egen muskelkraft til at trække leddet på plads igen. Da patienten selv yder modstandskraften, er det en meget skånsom og sikker metode.

Kraniosakralterapi = KST
er en afspændingsmetode, hvor fysioterapeuten arbejder med patientens kranierytme via meget blide tryk og træk, især på kraniet og omkring bækkenet (sakral). KST har f.eks. en god effekt på hovedpine udløst ved trafikuheld.
En behandling tager en time, og der ydes ikke tilskud fra sygesikringen.

Medicinsk Træningsterapi = MTT
er en træningsform, hvor man – superviseret af en fysioterapeut – arbejder i trisser med lav vægt og mange gentagelser. Træningen er individuelt tilpasset og sigter mod at reducere og fjerne symptomer, øge vævets belastnings-tolerance og til sidst at styrke vævet.
Øvelserne justeres løbende af fysioterapeuterne.

Maitland mobilisering
er en metode til at gendanne et skadet leds bevægelighed, forudgået af en grundig analyse af smerten/problemet. Metoden sigter både mod ryggen og mod leddene i arme og ben. Der bliver ved denne behandlingsmetode spurgt meget grundigt til smerternes oprindelse, og hvordan de føles.